Curators voice

Arkitektskolen Aarhus er tilbage på Floor.
I konkret og overført betydning.

Dels inddrager vi hele stueetagen (ground floor) på den nye arkitektskole for at præsentere de nye arkitekters projekter, dels er Floor slang for at være på dansegulvet, at være en del af festen. Og vi vil gerne festligholde, at den næste generation af arkitekter danser ud i sommernatten, rig på viden og skills, sultne på erfaring og udfordringer. Derfor åbner vi hele Floor for gæster udefra, sådan som det har været tanken siden vi åbnede den nye prisbelønnede arkitektskole i Aarhus i oktober 2021.

Floor er også et helt basic arkitektonisk udtryk for mødet mellem lodret og vandret, mellem oprejst og liggende og der, hvor tyngdekraften forhandler med kroppen eller bygningen. Gulvet kan forsvinde under os, og vi kan miste fodfæstet, men som regel er gulvet tilstede, som et udgangspunkt for arkitekturen. Og så er det en flade man kan udstille på.

Med den fulde genåbning af samfundet springer vi på FLOOR og fejrer, at vi igen kan vise fantastiske og undersøgende modeller, tekniske såvel som ekvilibristiske tegninger af høj kunstnerisk værdi og ikke mindst: projekter der tager fat, hvor der er allermest brug for det.

Udover at invitere byen og praksis ind og lægge op til fest, betyder Floor også at der vil blive udstillet direkte på gulvet, når de forskellige processer og materialeforsøg, som et afgangsprojekt består af, foldes ud. Hvilke overvejelser fører til det færdige projekt, hvilke detours skal man omkring, og stiller man de rigtige spørgsmål?

Kom og mød os på FLOOR.

Karen Kjaergaard
Curator and Head of Exhibitions
Juni 2022